• Totalbanken fylder 100 år
  • Den første pengekasse
  • Startede i en snedkerforretning
  • Fra sirlig håndskrift til digital signatur
 

Totalbanken fylder 100 år

"Den største arbejdsmæssige forandring var, da vi gik fra manuel bogføring til elektronisk bogføring. Da blev lommeregneren, blyanten og viskelæderet afløst af nogle helt andre muligheder."
Sådan fortæller én af de tidligere medarbejdere fra den vestfynske Totalbanken, som midt i februar kan fejre 100 års jubilæum.

Den 16. februar 2011 er det præcis 100 år siden, at lokale borgere mødte op til den stiftende generalforsamling på Aarup Hotel for at give deres støtte og sparepenge til det pengeinstitut, som fremsynede Aarup-borgere havde taget initiativ til. Da dagen var omme, var Banken for Aarup og Omegn en realitet, og banken åbnede kort tid efter i butikslokalet hos den lokale snedkermester.

Når man kigger tilbage på bankens 100 års historie, så er forandringerne til at få øje på. Ikke bare de elektroniske og sidenhen de digitale forandringer, men forandringer på en lang række områder: Arbejdstiden, pengetransporterne, rådgivningen, markedsføringen og en masse andet.

Én ting har dog ikke forandret sig i de 100 år, nemlig lokalbefolkningens opbakning og den vestfynske forankring. Den har hele tiden været til stede - nu ikke alene i Aarup, men rundt på hele Vestfyn og sågar 'helt ud i Odense.'

Det, som startede i snedkermester Andersens forretning blandt høvlspåner og tommestokke, er i dag en bank med otte filialer, godt 70 medarbejdere og en solid bankforretning.

Vi har kigget tilbage på de 100 år og samlet en buket af sjove effekter, anekdoter og beretninger fra bankens historie.

God fornøjelse.

Ivan Sløk
Direktør for Totalbanken